This n’ That

Tak for alt, 2015!

onsdag, december 30, 2015

2015 har haft rigtigt mange op- og nedture, men alt i alt har det været et rigtigt godt år. Jeg har flyttet mig utroligt meget som menneske og som mor – noget, jeg ikke havde troet for bare et år siden.

Her får I mit 2015:

Gåture – terapi – træning
2015 blev året, hvor jeg lærte at gå ture OG få noget ud af dem. Her tænker jeg både på motion, men også at jeg lavede selv-terapi, når jeg var af sted. Jeg har heldigvis holdt ved gå turene igennem hele året, men de sidste måneder er det ikke blevet til så mange ture, som jeg egentlig gerne ville. Energien og overskuddet har bare ikke været der. Jeg er dog fast besluttet på at skulle i gang igen!
På træningsfronten er 2015 nok også dét år, hvor jeg har trænet aller mest. Det er blevet til mange ture i fitness, endnu flere gåture og nogle gange til fodboldfitness!

Singlenetværket
Jeg har brugt singlenetværket rigtigt meget i løbet af året, og har mødt nogle fantastiske mennesker, som jeg holder rigtigt meget af. Selve gruppen på facebook gør jeg ikke så meget brug af længere, men hvis jeg mangler en fest eller en begivenhed, så ved jeg i hvert fald at jeg ofte kan finde det dér!

Depression – udtrapning og indtrapning af medicin
Depressionen har jeg – mere eller mindre – fået bugt med, siden jeg kom i psykiatrien. Her fandt vi ud af, at jeg har en personlighedsforstyrrelse, som egentlig gør de samme ting, som en depression. Derfor var jeg igennem noget udtrapning af antidepressiv medicin, for at komme på ‘stemningsstabiliserende’ medicin i stedet, og umiddelbart har det virket. Min op- og nedture er ikke længere så markante, som tidligere. Hvor mine nedture før varede dage, uger, måneder, så taler vi nu minutter, timer, dage.

Jobsituationen
Jeg var sygemeldt de første 5 måneder af 2015, i praktik i H&M i 4 uger og fik derefter jobbet hos Naturperlen. Sidstnævnte arbejder jeg ikke hos længere. Ikke pga. uoverensstemmelser, men fordi der ikke var arbejde til mig.
Her sidst i december har jeg dog fået mig noget andet deltidsarbejde, som jeg kan hygge mig med, mens jeg søger efter noget andet – eller mere. Når der er kommet kontrakt på og det er blevet officielt, skal jeg nok fortælle mere om det.

Singlemor
Det er nok her, der er sket aller mest i år! Jeg er gået fra at have pigerne nogle timer ad gangen til – nu – at have dem på lige vilkår som T. Jeg tror det er omkring 3 måneder siden, jeg fik et ‘breakthrough’. Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men pludselig blev jeg i stand til at være den mor, som jeg så gerne ville. Dermed ikke sagt, at jeg føler mig som verdens bedste mor – næh nej – men nu føler jeg mig som en ‘almindelig’ mor! Hende, der gør sit aller bedste (ja, det har jeg selvfølgelig gjort hele tiden, men jeg tror I ved, hvad jeg mener) og hvor hun faktisk føler, at det hun gør er okay!
Her er det tydeligste bevis nok, at jeg rent faktisk bliver ked af det og savner børnene helt vildt, når jeg har afleveret dem i vuggestue/børnehave mandag morgen (skiftedag). Før i tiden blev jeg ramt af lettelse over at ‘have klaret den’ og over at jeg nu havde tid til mig selv. Nu vil jeg aller helst bare hente børnene igen ;) Haha..

Ændring af bloggen
2015 blev også året, hvor bloggen ændrede udseende. I bund og grund skete der ikke noget vildt, men jeg følte at jeg fik sagt farvel til ‘fru H-T’ og hej til ‘Sandra’. Min identitet har ændret sig meget i år, så bloggen blev nødt til at følge med.
Jeg har prøvet med nogle nye ting, bl.a. WTF-listen, som var en ret stor succes, så det er helt sikkert noget, der skal prøves igen i 2016.
Jeg har ikke været verdens bedste blogger i år. Indimellem går der lang tid imellem indlæggene, men jeg kan ikke slippe bloggen, så derfor fortsætter den ind i 2016. Mit håb vil altid være at kunne smide gode, sjove, dybe indlæg af sted mindst et par gange i ugen, men jeg ved jo også, at det kun er muligt, når jeg har det godt – og det har jeg ikke altid. Ja, og så kommer livet jo også i vejen for skriveriet indimellem ;)

Vægttab
Jeg fik ENDELIG smidt 10 kg! Jeg aner ikke, hvad der skete, men væk var de, og jeg har sjældent været gladere! Desværre gik jeg på C9 og ind i den ‘mørke periode’ (vinteren) på nogenlunde samme tid, så resten af året har slet, slet ikke været godt. Jeg tror ikke, jeg har taget mere end et par kilo på, men faktum er at jeg har glædet mig til at komme over jul og nytår, så jeg kan få ryddet op – både fysisk i køleskabet, men også mentalt. Der er bare gået alt for meget jul og hygge i den.. Indsatsen skal lægges næste år, hvor jeg meget gerne skulle smide mindst 5 kg. mere. (og uanset hvad, i gang med at træne igen!)

De to følgende billeder er taget i januar 2015:

 

 

De følgende to er taget i november i år: 10 måneder senere og 10 kg. lettere. Jeg har aldrig været en haj til at huske at tage ‘efter’-billeder, så undskyld at billederne ikke har samme størrelse  osv. Jeg håber dog I kan se forskellen…
 

Det er en lettere, gladere og bedre version af mig selv, der går ind i 2016 – ingen tvivl om det – og for første gang ser jeg fortrøstningsfuldt imod næste år!

 

Skilsmissejul

tirsdag, december 22, 2015

Sidste år holdt T og jeg jul sammen, selvom vi allerede da var gået fra hinanden og jeg var flyttet. Vi holdt jul sammen med T’s moster og familie, og ingen tvivl om at det var hyggeligt (selvom stakkels Lilli var syg), men det føltes bare …anderledes. Bruddet var relativt nyt, og vi prøvede alle at vænne os til den nye situation – og det er bare svært juleaften. Men det var en hyggelig aften, og jeg ser tilbage på den med glæde.

I år er det jo så første gang, vi skal holde en rigtig skilsmissejul. T og jeg aftalte allerede for lang tid siden, at jeg har pigerne til jul og han har dem til nytår. I mellemdagene har vi dem nogenlunde lige meget.

Det er jo en rigtig dejlig aftale for mig, og jeg glæder mig sindssygt meget over, at jeg må være sammen med mine elskede små døtre juleaften, men inde bag ved glæden lurer den dårlige samvittighed over, at det er mig og ikke T, der skal have dem – selvom det endda var hans idé. Jeg tror ikke nogen kan sige sig fri for den følelse, hvis forholdet til eks’en stadig er godt, og det er det her. Faktisk vil jeg mene, at vores venskab kun er blevet bedre i det sidste år. Vi hjælper hinanden, vi taler sammen, vi brokker os til hinanden og vi er der for hinanden – og det er jeg simpelthen så taknemmelig over!

Tilbage til juleaften. Jeg har jo ikke så meget familie, og det familie, jeg har, er jeg ikke så tæt med, så der var ingen tvivl i mit sind om, at jeg skulle holde jul hos min dejlige bonusfamilie – pigernes reservebedsteforældre – da de inviterede. Så i morgen, når T har hentet pigerne hos mig, bliver jeg hentet af min bonussøster, og så kører vi til Jejsing, hvor slaget skal stå! :) Juleaftensdag henter jeg pigerne hos T, og så står den på julehygge hele dagen og aftenen. Jeg glæder mig afsindigt meget, og det ved jeg, at pigerne også gør!

Ja, I behøver ikke være i tvivl om, at I bliver spammet med julebilleder, når det er overstået! ;)

Lortemor!

lørdag, december 19, 2015

Jeg tror, mange mødre er enige, når jeg siger, at det godt kan være ret udfordrende at være mor indimellem. Især når barnet skal lære nye ting, som f.eks. at blive renlig.

T og jeg anskaffede en potte meget tidligt. På den måde var den der og vi kunne tale med L’erne om den, så de tidligt blev klar over hvad det var, og så var den der, når tiden var inde til at blive renlig.

Efter T og jeg er gået fra hinanden, er det blevet lidt af en udfordring at koordinere de forskellige tiltag. Så han har øvet mere med dem end jeg har, og er også begyndt at sende dem i vuggestue/børnehave uden ble, hvilket jo er rigtigt fint. Problemet er bare, at jeg ikke føler at jeg aner, hvad jeg laver, når jeg skal forsøge mig med de ting!

Jeg har haft pigerne i denne uge, og tænkte at så skulle det der pottetræning da have en skalle. Hvis T kunne, så kunne jeg vel også, selvom jeg ikke aner hvordan jeg skal gribe det an.. Den ene morgen talte jeg med L’erne om at vi ikke tog ble på og at de skulle huske at sige til, når de skulle tisse. Det gik fint, indtil vi nåede til vuggestuen, hvor Liva blev afleveret som den første. Lilli skulle tisse (og sagde det også – dygtig pige!), men vi nåede jo selvfølgelig ikke noget, fordi hun havde flyverdragt på. Jeg er meget opmærksom på ikke at blive sur eller irriteret – uanset hvor travlt vi har – for jeg ved jo, at de ikke gør det med vilje (bare lige for at slå det fast!).

Dagen efter kom de af sted med ble på. Jeg syntes det var synd, at de skulle starte dagen med eventuelt at tisse igennem, så vi blev enige om at bleen jo bare kunne komme af henne i vuggestuen/børnehaven… I løbet af ugen havde begge piger en del ‘uheld’.

I går hentede jeg pigerne, og i børnehaven fik jeg en højlydt kommentar om de mange uheld den dag og at der da vist nok skulle øves en del i weekenden. En kommentar, der i øvrigt blev givet ud over lokalet, så alle voksne og børn kunne høre den. Det synes jeg ikke er i orden for barnets skyld! Nå, hen til vuggestuen, hvor der blev kommenteret på, at det var meget forvirrende for barnet, at hun den ene dag blev afleveret med ble og den næste uden. OKAY!!? Jamen, så undskyld mig for at være førstegangs mor (uden voksne at spørge til råds!) til pseudotvillinger, der altså gerne vil gøre alting på samme tid.

(Ingen tvivl om at kommentaren i vuggestuen var helt reel, og jeg kan sagtens se hvad pædagogen mente – og det er naturligvis taget til efterretning)

Indimellem bliver jeg så træt af ‘velmenende’ råd fra (især) mødre, der har prøvet det flere gange eller mennesker, der bare tror, at det er det nemmeste i verden at lære børn nye ting, når man ikke aner hvad man laver!

Det er i øvrigt ikke kun i forhold til pottetræning, men bare sådan helt generelt, at andre folk er SÅ kloge, når det kommer til MINE børn:

“Sover de så længe til middag. Det virker da ikke normalt” (fordi pigerne indimellem sover 2-3 timer i weekenden, hvis vi har oplevet en masse)

“Går hun ikke endnu!?” (den ældste var sen til at gå bl.a. pga. sine svage ankler)

“Det er jo ikke sundt for tænderne at bruge sut så længe” (stop dig selv! Hun er 3 og vi er ved at smide den. Du behøver ikke hjælpe!)

Ja, det er muligt at det er sent at pottetræne, at den ældste burde smide sutten og at det er lang tid at sove til middag i weekenden, men lad nu bare mig og T om det! Vi er forældrene, og skal nok tage konsekvensen, hvis vores børn bliver ødelagte af, at vi har lært dem ting for sent eller har ladet dem have trøste-ting for længe! Hvis vi har brug for råd, skal vi nok sige til!

;)

 

Mænd og profilbilleder

søndag, december 6, 2015

Selvom jeg ikke er klar til at få en kæreste, så kigger jeg da indimellem på de forskellige dating-apps, som Tinder, Badoo, Lovoo osv. Der er ikke nogen tvivl om, at det er et kødmarked, men det er altså ret underholdende til tider!

Nu har jeg i lang tid kigget på mænds valg af billeder, som de lægger på deres profiler, og jeg må sige, at jeg bliver mere og mere forvirret, for hvad er det egentlig de kære mænd har gang i?? Jeg har overvejet meget frem og tilbage, om jeg skulle smide nogle billeder herind, selvfølgelig hvor navn, alder mv. er skjult, men nej, jeg vil ikke udstille enkeltpersoner, så jeg håber min beskrivelser af billederne er nok ;)

TADADADAAAAAAAA……. *Trommehvirvel* Her er min første WTF-liste! Tag godt imod den!

 

WTF-listen over fyres profilbilleder på dating-apps

(som nok er den længste titel ever, men bær over med mig! ;) )

- i vilkårlig rækkefølge -

 

 

  1. Fyre, der poser med en buket blomster, en rose eller andet der skal få dem til at se romantiske ud. Det virker ikke!

 

  1. 5 billeder med det samme ansigtsudtryk. Ja, det er måske taget på fem forskellige tidspunkter, men det er STADIG det samme ansigtsudtryk!

 

  1. Et billede taget af et billede! Altså, et gammeldags fotografi, som du har taget et billede af med din telefon.. Er det fuldstændigt utænkeligt, at man kan tage et billede af sig selv med sin telefon i stedet? For det er jo ikke fordi, fotografiet i forvejen er specielt vellykket – eller tidssvarende…

 

  1. Billeder, hvor fyren rækker tunger/laver f*ck-finger eller andre offensive ting. Jamen hallo, storcharmør, det får mig da helt sikkert op at ringe, det der!!

 

  1. Fyre, der poser med våben! Behøver jeg kommentere på det – andet end LA’ DA VÆR’!

 

  1. Satiretegninger, tegneseriefigurer eller lignende som profilbillede. Ja, jeg er med på at du tror, du har humor, men lur mig om du får mange invitationer til blind dates!?

 

  1. “Jeg er mega bad ass”-pose foran motorcykel, bil eller lignende. Nej, makker, du står foran en anden mands potensforlænger. Hvad tror du, det får dig til at ligne??

 

  1. Billeder taget med stort og/eller farligt dyr. Nej, det får dig ikke til at virke særligt modig eller sej, når nu det er ret tydeligt at det stakkels dyr er i lænker eller bag et stort hegn (eller dødt, for den sags skyld!)!

 

  1. Der er kun billeder af fyren med solbriller. Jamen, hvorfor? Medmindre du har en øjensygdom, der gør dine øjne lysfølsomme, så tror jeg godt, du kan regne med, at kvinden gerne vil se dine øjne.

 

  1. Fyren smiler ikke på nogen af billederne. Såeh, hvad vil du gerne fortælle mig? Du er en meget alvorlig fyr? Bad ass? Gemmer dig bag en maske? Uanset hvad, har jeg allerede nu tænkt for meget over det, og har swipet til venstre.

 

BONUS!!!

 

  • Hvis din ekskæreste er med på billedet, så BESKÆR!! Ja, det gælder da egentlig også, hvis det er din nuværende! ;)

 

Same same…

torsdag, december 3, 2015

Så gik der to uger siden sidst, og jeg må konstatere at der ikke er sket noget nyt siden sidst. Jeg er stadig træt, har stadig bilen til salg og har stadig ikke noget liv..

Jeg går stadig og overvejer hele det her blogger-sjov, for jeg er jo ikke særligt aktiv længere. Den gang jeg startede, lavede jeg mange forskellige indlæg om mange forskellige ting, men det er som om jeg ikke længere kan skrive de her ‘ligegyldige’ hverdagsindlæg. Jeg føler ikke længere, at min hverdag er værd at fortælle om, og derfor bliver min blog til en ventil, hvor jeg kun skriver, når jeg virkelig trænger til at komme af med noget, og det ved jeg ikke helt om jeg vil være bekendt…

Jeg tror, jeg vil prøve at bruge december på at finde mig til rette som blogger – igen, igen. Jeg kan ikke garantere for resultatet… Måske fortsætter jeg som hidtil med tunge indlæg hver 14. dag eller måske finder jeg gnisten igen, så jeg kan blive en lidt mere alsidig blogger igen…

…spændingen vil ingen ende tage! ;)

 

Side 1 af 19412345102030Sidste »